Få ferie udbetalt, mens du er ansat

Smilende mandlig medarbejder foran computer på kontor.

Der er forskellige muligheder for at få ferie udbetalt uden at holde ferie, mens du er ansat. 

På denne side

Under én feriedag

Har du efter ferieårets udløb den 31. august mindre end én feriedag tilbage, har du ret til at få ferien udbetalt uden at holde den. Du skal dog selv anmode din arbejdsgiver om det.

Bemærk at hvis du har været i arbejde hele ferieåret, så skal du have 25 feriedage, men du optjener reelt kun 24,96 feriedage (12 måneder * 2,08 feriedage pr. måned). Derfor skal feriedagen på 0,96 rundes op med 0,04 feriedag og kan ikke udbetales, som ferie under en dag. Det gælder også, selvom du har været ansat forskellige steder i løbet af ferieåret.

Småbeløb efter december

Efter ferieafholdelsesperioden udløber den 31. december, skal din arbejdsgiver automatisk udbetale ferie, som du har til gode med feriepenge eller løn og eventuelt ferietillæg under 2 betingelser:

  1. Du har højst 5.000 kr. brutto til gode hos din arbejdsgiver eller 3.000 kr. netto hos FerieKonto.

  2. Feriepengene gælder ferie ud over 4 uger.

Skal dine feriepenge udbetales af FerieKonto eller en feriekasse, er beløbet højst 3.000 kr. netto, fordi feriepengene allerede er beskattet i forbindelse med, at din arbejdsgiver indbetalte pengene til FerieKonto eller feriekassen.

Er dine feriepenge kun delvist optjent ferie udover 4 uger, bliver feriepengene kun udbetalt, hvis de samlet set ikke overstiger beløbsgrænsen. Har du fx 8.000 kr. til gode til 2 ugers ferie, må der ikke ske automatisk udbetaling af den ene uge (svarende til 4.000 kr.), selvom denne ene uge er ferie udover 4 uger.

Din arbejdsgiver skal kun udbetale feriepengene automatisk, hvis han eller hun er sikker på, at det drejer sig om ferie udover 4 uger.

Udbetaler FerieKonto dine feriepenge, kan FerieKonto kræve pengene tilbage, hvis de ikke kommer fra ferie, som du har optjent ud over 4 uger, eller fordi du er ophørt i et ansættelsesforhold. FerieKonto laver årlige stikprøvekontrol af feriepenge, som er udbetalt, uden at du holder ferien.

Ferie ud over 4 uger

Har du over 5.000 kr. brutto i feriepenge hos din arbejdsgiver eller netto 3.000 kr. hos FerieKonto, har du 2 andre muligheder for at få udbetalt ferie ud over 4 uger.

Til august

Når ferieåret slutter den 31. august, kan du få ferie ud over 4 uger udbetalt efter aftale med din arbejdsgiver. Det gælder også, selvom du ikke har holdt 4 ugers ferie først.

Har du fået offentlige ydelser i løbet af ferieåret, vil der dog ske modregning i dine feriedage afhængig af, hvilken ydelse du har fået.

Dine feriedage bliver reduceret med 1 dag for hver dag, du har været på en offentlig ydelse. Det gælder dog ikke, hvis du er lovlig feriehindret op til kalenderårets udgang i en periode, der svarer til dine feriedage.   

Får du feriegodtgørelse under din ferie, søger du om dine feriepenge hos Borger.dk under afsnittet ”Udbetaling før den 31. december kræver skriftlig aftale”.

Har du ferie med løn, udbetaler din arbejdsgiver feriepengene direkte med lønnen. Har du ikke været ansat på fuld tid hos din arbejdsgiver i hele ferieåret, skal du bekræfte over for din arbejdsgiver, at du opfylder betingelserne for at få pengene udbetalt. Dvs. at du skriftligt skal bekræfte:

  • at feriepengene vedrører ferie ud over 4 uger.

  • at du ikke har modtaget offentlige ydelser i ferieåret.

Du kan finde en blanket til det på Borger.dk under afsnittet ”Udbetaling før den 31. december kræver skriftlig aftale”.

Bemærk at Feriekonto skal have blanketten i stedet for din arbejdsgiver, hvis du har fået offentlige ydelser i løbet af ferieåret, fordi Feriekonto skal afgøre, om din arbejdsgiver må udbetale feriepengene, når du har fået offentlige ydelser, eller om det medfører modregning i dine feriedage.

Efter december

Efter ferieafholdelsesperioden udløber den 31. december, skal din arbejdsgiver eller Feriekonto automatisk udbetale ferie ud over 4 uger, hvis du har været ansat hos arbejdsgiver på fuld tid i hele ferieafholdelsesperioden. Det gælder også, selvom du ikke har holdt 4 ugers ferie først.

Har du aftalt med din arbejdsgiver, at du overfører ferien til den næste ferieafholdelsesperiode, skal din arbejdsgiver selvfølgelig ikke udbetale ferien.

Har du ikke været ansat hos arbejdsgiver hele året og har du fået offentlige ydelser i løbet af ferieafholdelsesperioden, må din arbejdsgiver ikke udbetale feriepengene automatisk.

I det tilfælde skal du selv søge om feriepengene, fordi der kan ske modregning i din ferie afhængig af, hvilken offentlig ydelse du har fået. Det gælder dog ikke, hvis du er lovlig feriehindret op til kalenderårets udgang i en periode, der svarer til dine feriedage.   

Har du ferie med feriegodtgørelse, søger du om dine feriepenge hos Borger.dk under afsnittet ”Udbetaling efter den 31. december”.

Har du ferie med løn, udbetaler din arbejdsgiver feriepengene direkte med lønnen. Har du ikke været ansat på fuld tid hos din arbejdsgiver i hele ferieåret, skal du bekræfte over for din arbejdsgiver, at du opfylder betingelserne for at få pengene udbetalt. Dvs. at du skriftligt skal bekræfte:

  • at feriepengene vedrører ferie ud over 4 uger.

  • at du ikke har modtaget offentlige ydelser.

Du kan finde en blanket til det på Borger.dk under afsnittet ”Udbetaling før den 31. december kræver skriftlig aftale”.

Bemærk at Feriekonto skal have blanketten i stedet for din arbejdsgiver, hvis du har fået offentlige ydelser i løbet af ferieåret, fordi Feriekonto skal afgøre, om din arbejdsgiver må udbetale feriepengene, når du har fået offentlige ydelser, eller om det medfører modregning i dine feriedage.

Offentlige ydelser

Får du ferie udbetalt efter reglerne om småbeløb, eller fordi du har mindre end én dag, sker der ingen modregning i ferien, selvom du har fået offentlige ydelser.    

Har du for meget ferie til at få den udbetalt efter disse regler, kan du stadig søge om at få udbetalt ferie udover 4 uger. Men så vil visse former for offentlige ydelser medfører modregning i din ferie - medmindre du har en lovlig feriehindring. 

Dine feriedage bliver reduceret med 1 dag for hver dag, du har fået offentlig ydelse.

Hvornår kan reglerne fraviges?

Reglerne for udbetaling af ferie under 1 dag eller småbeløb kan ikke fraviges, men det kan reglerne for udbetaling af ferie ud over 4 uger.

Ønsker din arbejdsgiver at fravige reglerne, kan det ske i en kollektiv overenskomst, tiltrædelses- eller virksomhedsoverenskomst, eller en lokalaftale indgået indenfor rammerne i de nævnte aftaler.

Det er også muligt at lave en lokalaftale på arbejdspladser uden overenskomst, hvis lokalaftalen er godkendt af den mest repræsentative fagforening i Danmark indenfor jeres faggruppe.

Feriehindringer

Er du forhindret i at holde din ferie, og har du en lovlig feriehindring, bliver 4 af dine 5 ugers ferie overført til næste ferieafholdelsesperiode.

Sygdom og barsel kan også under visse betingelser give ret til at få ferie udbetalt, uden at du holder den.

Fratræder eller forlader arbejdsmarkedet

Der er også forskellige muligheder for at få ferie udbetalt uden at holde den, hvis du fratræder eller forlader arbejdsmarkedet.