Barselsloven giver ret til barselsdagpenge under visse betingelser. Retten til løn under barsel afhænger af dine ansættelsesvilkår, og ofte er lønnen betinget af forskellige forhold som fx din anciennitet, og at din arbejdsgiver kan få refusion. Kvindelige funktionærer har dog altid ret til halv løn i en del af barselsperioden efter funktionærlovens regler.
Barselsdagpenge
Du kan få barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark, hvis du opfylder barselslovens krav om beskæftigelse. På Borger.dk kan du læse om beskæftigelseskravet under afsnittet barselsdagpenge.
Hvis du opfylder beskæftigelseskravet, har hver forældre som udgangspunkt 24 ugers barsel med barselsdagpenge, når I bor sammen på fødselstidspunktet. I har forskellige muligheder for at overføre orlov til hinanden, men I kan også udskyde og få ekstra orlov i særlige situationer. Læs mere om orlov til mor og til far.
Det er Udbetaling Danmark, som afgør om du har ret til barselsdagpenge og beregner, hvilken sats du kan få. De får dine arbejdsoplysninger direkte fra indkomstregistret. Læs mere under afsnittet "Økonomi" på borger.dk.
Funktionærloven og barsel
Funktionærloven giver en kvindelig funktionær ret til halv løn fra arbejdsgiveren i de 4 uger før forventet fødsel og de første 14 uger efter fødslen.
Hvis du har ret til barselsdagpenge, beregner Udbetaling Danmark din dagpengesats. Er din halve løn mindre end din barselsdagpengesats, vil Udbetaling Danmark supplere op med barselsdagpenge, indtil din samlede indtægt svarer til det, som du maksimalt kan få i barselsdagpenge.
Bliver du som kvindelig funktionær sagt op under din graviditet eller i de første 14 uger efter fødslen, skal din arbejdsgiver betale fuld løn - og ikke kun halv løn - i de 4 uger før fødslen og helt indtil du fratræder.
Løn kræver aftale
Alle andre end kvindelige funktionærer, har kun ret til løn under barsel, hvis det er aftalt. En aftale kan fremgå af din ansættelseskontrakt, en personalehåndbog eller være opstået på baggrund af kutyme i firmaet.
Ofte er aftaler om løn under barsel betinget af en vis anciennitet, og at arbejdsgiver kan få refusion.
Læs historien om Diana, der blev fyret på grund af graviditet.
Overenskomst
Er du ansat efter en overenskomst, giver mange overenskomster ret til fuld løn eller en nedsat lønsats, som er højere end barselsdagpengene. Dog kun i en del af barselsorloven, og normalt ikke udover 27 uger efter fødslen.
De fleste uger er øremærket til enten mor eller far. Den højere betaling er som regel betinget af en vis anciennitet i virksomheden, og at din arbejdsgiver kan få refusion.
Refusion til din arbejdsgiver
Hvis du har ret til barselsdagpenge, og din arbejdsgiver helt eller delvist betaler løn under din barselsorlov, kan din arbejdsgiver få refusion i form af de barselsdagpenge, som du ville have fået fra Udbetaling Danmark, hvis du ikke fik løn.
Er din løn under barsel højere end din barselsdagpenge-sats, kan din arbejdsgiver få yderligere refusion fra barsel.dk, som er en barselsfond, alle arbejdsgivere skal være med i. Er du ansat efter en overenskomst, kan din arbejdsgiver dog være omfattet af en anden barselsfond.
Det er op til din arbejdsgiver, om virksomheden vil bruge barselsfonden, men alle arbejdsgivere skal betale til en barselsfond. Derfor kan du med fordel henvise din arbejdsgiver til muligheden for at få refusion, hvilket hjælper med at reducere udgiften til løn under din barsel.
Læs mere om refusion til private arbejdsgivere på Virk.dk.
Skriftlig lønaftale
Da retten til løn under barsel beror på en aftale, er det vigtigt at få en skriftlig aftale som dokumentation.
Det bør fremgå af aftalen, hvilken betaling du får og i hvor mange uger før og efter fødslen.
Lønstigning under din barsel?
Det er i strid med ligelønsloven og ligebehandlingsloven, hvis du bliver forbigået i forhold til lønstigning og lønforhandling under din barsel.
Dette er ikke en garanti for, at du skal stige i løn, medmindre alle ansatte får samme lønstigning.
Men du skal have tilbudt en lønforhandling på samme tid som dine kolleger.
Se også Hjælp fra Faglig afdeling.
Husk at give besked
Læs mere om, hvornår arbejdsgiver skal have besked om de lykkelige omstændigheder, og hvornår du bliver særlig beskyttet mod opsigelse pga. graviditet eller barselsorlov.
Se også Hjælp fra Faglig afdeling.