Skal jeg bo i Danmark for at være medlem?

Flag fra de forskellige EØS-lande.

Du skal være arbejdsløshedsforsikret i det land, hvor du fysisk arbejder. Det har altså ingen betydning, hvor du bor, eller hvor din arbejdsgiver officielt har hjemsted. Dette gælder for dig, der arbejder i et EØS-land, Schweiz, Storbritannien eller på Færøerne.

På denne side

Arbejder du i flere lande, bliver det lidt mere kompliceret. Her er udgangspunktet, at du skal være arbejdsløshedsforsikret i det land, hvor du bor, hvis du også arbejder mindst 25% af din arbejdstid i dit bopælsland.

Eksempel 1

Du bor i Danmark og arbejder for en tysk arbejdsgiver i Tyskland. Du har 2 ugentlige hjemmearbejdsdage. Da du arbejder mindst 25% af din arbejdstid i Danmark, skal du være forsikret i Danmark.

Eksempel 2

Du bor i Tyskland og arbejder i Danmark. Du har 1 ugentlig hjemmearbejdsdag i Tyskland. Du skal være forsikret i Danmark, da du arbejder under 25% af din arbejdstid i Tyskland.

Hvis du bor i Sverige og arbejder i både Danmark og Sverige, eller du bor i Danmark og arbejder i både Sverige og Danmark, gælder der en særlig aftale, som bestemmer, hvor du skal være forsikret (Øresundsaftalen). Bor du i Sverige, skal du kontakte Försäkringskassan, og bor du i Danmark, er det Udbetaling Danmark, du skal kontakte. Her skal du ansøge om en attest A1, som fastslår, hvor du skal være socialt sikret.

Arbejder du uden for disse lande?

Hvis du arbejder i Grønland eller i andre lande uden for EU/EØS, fx USA eller Kina, kan du heldigvis godt være medlem hos os. På den måde er du sikret dine rettigheder til danske dagpenge, hvis du en dag vender tilbage til Danmark – en god tryghed at have i baghånden.

Arbejder du for en offentlig dansk arbejdsgiver i et andet land, skal du også fortsat være medlem af en dansk a-kasse.

Et godt råd fra os

Vi anbefaler dig at vente med at melde dig ud af din nuværende a-kasse, indtil du er helt sikker på, at du er blevet omfattet af forsikringen i det land, hvor du arbejder. Ved at gøre det undgår du "huller" i din anciennitet i a-kassen, og du kan få dagpenge fra første ledighedsdag, hvis du ellers opfylder betingelserne. 

Særlige situationer: Skib, fly og udstationering

Har du et job, der tager dig med ud i verden? Her er reglerne for nogle specifikke situationer:

Arbejder du på et skib?

Hvis du arbejder på et skib, skal du arbejdsløshedsforsikres i det land, hvis flag skibet sejler under. Men bor du i Danmark, og din arbejdsgiver også er dansk, så skal du dog fortsat være medlem af en dansk a-kasse.

Arbejder du på et fly?

Hvis din arbejdsplads er et fly, skal du forsikres i det land, hvor dine vagter begynder og slutter. Bor du for eksempel i Malmø, men møder ind og afslutter dine vagter i Københavns Lufthavn, så er det altså en dansk a-kasse, du skal være medlem af.

Skal du udstationeres?

Skal du udstationeres af en dansk arbejdsgiver i op til 2 år? Så kan du eller din arbejdsgiver søge om en attest A1 hos Udbetaling Danmark. På den måde sikrer du, at du fortsat er omfattet af de danske regler om social sikring, og at du kan bevare dit medlemskab af en dansk a-kasse.

Hvis din udstationering varer i op til 3 år, kan myndighederne i Danmark og det land, du rejser til, aftale, at du fortsat er omfattet af de danske regler om social sikring. Det er en god løsning for længere udstationeringer.

Er du ikke udstationeret, men derimod ansat på en lokal kontrakt i udlandet, skal du arbejdsløshedsforsikres i det land, hvor du arbejder. MEN! Hvis du arbejder på en lokal kontrakt i Grønland eller det øvrige udland (fx USA eller Kina), kan du fortsat være forsikret hos os.