15.000 kr. i erstatning fordi Kamillas sag blev syltet

Kamilla Pedersen
Foto: Kamilla Pedersen

Frisør Kamilla Pedersen kunne ikke forstå, at hun aldrig hørte noget fra Lønmodtagernes Garantifond (LG). Det viste sig, at Frisørforbundet mere eller mindre havde syltet hendes sag, så LG til sidst sagde nej. Nu må Kamillas tidligere fagforening til lommerne.

Det kunne have kostet frisør Kamilla Pedersen fra Børkop dyrt, hvis ikke hun tilfældigvis havde fået en af Det Faglige Hus’ advokater i frisørstolen. Nu er mødet mellem de 2 mundet ud i en erstatning på 15.000 kr. til den 27-årige frisør.

”Jeg meldte mig ind i Frisørforbundet, allerede mens jeg var var i lære, hvor de kørte en sag for mig. Da jeg havde været udlært i 4-5 år, fik jeg brug for dem igen, fordi de skulle hjælpe mig med at få noget tilgodehavende løn.

Jeg vidste godt, at det kunne tage lang tid, men min tålmodighed var ved at være opbrugt, da en advokat fra Det Faglige Hus en dag kom ind i salonen for at blive klippet og ved en tilfældighed nævnte, at han var advokat,” fortæller Kamilla Pedersen, der i dag er ansat i sin fars salon i Børkop.

Frisørforbundet havde været for passiv

Han rådede hende til at følge op på sagen, og det viste sig, at den havde ligget hos Frisørforbundet i mere end et år. Da Frisørforbundet endelig begærede arbejdsgiveren konkurs og herefter ville anmelde Kamillas tilgodehavende over for Lønmodtagernes Garantifond, vurderede LG, at Frisørforbundet havde været så passiv, at man ikke ville dække Kamillas tilgodehavende på 22.000 kr.

Men så var det igen tid til, at advokaten skulle have studset lokkerne, og mens han sad i frisørstolen, blev han opdateret på Kamillas sag.

”Denne gang fortalte han så, at han var ansat i Det Faglige Hus, og at de måske kunne hjælpe mig. 

Da jeg skiftede til Det Faglige Hus, kom der skred i tingene.

Som det første fik jeg de feriepenge, som jeg havde til gode, og samtidig rejste Det Faglige Hus et krav overfor Frisørforbundet på de 22.000 kr., fordi de ikke havde gjort deres arbejde godt nok,” fortæller Kamilla.

Erstatning på 15.000 kr.

Der måtte dog rykkes flere gange for at få Frisørforbundet i tale, og til sidst tilbød de at indgå et forlig og betale en erstatning på 10.000 kr. pr. kulance.

”Min far syntes, at jeg skulle tage de 10.000 kr. og få sagen lukket ned, mens min mor mente, at jeg skulle gå hele vejen. Advokaten og jeg enedes om at tilbyde Frisørforbundet et forlig på 15.000 kr., og det sagde de ja til.

Jeg er meget glad for den hjælp, som jeg har fået, og advokaten fra Det Faglige Hus har hele tiden holdt mig informeret om, hvordan sagen skred frem. Ofte stak han lige hovedet ind på vej hjem fra arbejde. Oveni det hele sparer jeg nu 411 kr. om måneden i fagforeningskontingent," fortæller Kamilla Pedersen.

Vi hjælper også dig

Har du spørgsmål om opsigelse, kan du kontakte os på tlf. 7610 9304.

Læs også om, hvordan fagforeningen kan hjælpe dig.