Bortvist efter fartbøde: Stine fik efterbetalt 118.000 kr.
En fartbøde på 1.200 kroner udviklede sig til en retssag og 2 års personlig kamp. For Stine handlede sagen i sidste ende ikke om penge – men om at få renset sit navn.
Da Stine Nielsen blev opsagt fra sin stilling som daglig leder i en privat hjemmepleje, var hun allerede presset. Hun havde brækket foden efter et fald og oplevede, at hendes position i virksomheden var svækket, da hun blev sygemeldt og samtidig blev opsagt.
En måned senere modtog hun en mail, der ændrede det hele: Hun var bortvist med øjeblikkelig virkning, og ikke længere bare opsagt.
Årsagen var en fartbøde, som en vikar havde fået, og som virksomheden mente, at Stine ikke havde håndteret korrekt. Ifølge arbejdsgiveren havde den manglende betaling af bøden udviklet sig til en retssag – noget Stine slet ikke havde været klar over.
Bortvisningen kom bag på Stine
“Jeg vidste, at jeg ikke havde gjort noget så grelt, at det skulle føre til en bortvisning. Jeg har selv været leder og ved, hvad der skal til, så derfor kontaktede jeg fagforeningen,” fortæller hun.
Hun erkender, at hun ikke havde håndteret fartbøden helt efter bogen. Selvom hun havde sendt en rykker videre til vikaren, glemte vikaren nemlig at betale. Stine fik derfor aldrig en kvittering og orienterede heller ikke direktionen om den manglende betaling.
Presset på det tidspunkt var massivt både på arbejdet og derhjemme, hvor Stines mand blev alvorligt syg og indlagt flere gange. Samtidig var en kollega lige blevet sygemeldt med stress.
Reaktionen fra arbejdspladsen kom bag på hende: “Hvorfor kom de ikke bare til mig og sagde, at jeg havde lavet en fejl? Der var så mange andre måder at håndtere det på. De kunne jo bare have trukket beløbet fra min løn.”
Sagen endte i retten
Da bortvisningen kom, kontaktede hun sin fagforening for første gang. Forsøg på forlig førte ingen vegne, og sagen endte i retten sidste vinter, hvor det skulle afgøres, om bortvisningen var berettiget.
At sidde i retten over for den virksomhed, hun havde knoklet for, var en svær oplevelse:
Så sad lille-jeg der i retten. Jeg vidste jo, at virksomheden var stor og havde mange muligheder.
Mens jeg stod helt alene, men så havde jeg heldigvis fagforeningen at sparre med, der var på min side. Raji har været helt fantastisk.”
Advokat i Det Faglige Hus Raji Kiruba gennemgik Stines sag, og hendes vurdering var klar. En bortvisning er den mest vidtgående sanktion i ansættelsesretten og kræver grov misligholdelse, hvilket der ikke var tale om her. Der var derimod tale om en forglemmelse – ikke en bevidst handling.
Derudover var fartbøden relativ lille, og der var ikke dokumentation for, at Stine havde forsøgt at skjule noget.
Stine var desuden allerede opsagt på bortvisningstidspunktet, og hun var også sygemeldt i opsigelsesperioden, hvorfor virksomhedens ønske om at spare løn formentlig har spillet en rolle for deres beslutning om at bortvise hende.
”I sådanne sager ser man på de samlede omstændigheder: Arbejdspres, personlige forhold, konsekvenser for arbejdspladsen og medarbejderens hensigt. Her pegede meget på, at sanktionen var ude af proportion,” forklarer advokat Raji Kiruba.
Efterbetaling på 118.000 kr.
Da dommen endelig faldt, ringede advokat Raji Kiruba med beskeden: Stine havde vundet sagen. Hun fik derfor efterbetalt løn for resten af sin opsigelsesperiode ca. 118.000 kr.
Det var 2 års forløsning,
fortæller Stine. Selvom hun blev tilkendt den løn, hun manglede, var det ikke pengene, der betød mest. Det handlede mere om at få slået fast, at hun ikke havde handlet uansvarligt: “Det vigtigste var, at jeg fik renset mit navn. Det var virkelig en sejr for mig.”
Arbejdsgiveren valgte ikke at anke dommen, og først dér kunne hun for alvor begynde at lægge sagen bag sig.
Man skal ikke finde sig i alting
For Stine Nielsen har det haft stor betydning at føle sig hørt og blive taget alvorligt gennem hele forløbet hos fagforeningen. I dag kan hun se tilbage på en hård periode – med visheden om, at hun stod fast.
Hun håber, at hendes tidligere arbejdsgiver har lært noget af sagen. Og hun har et klart råd til andre, der står i en lignende situation: “Man skal ikke finde sig i alting. Det kan godt være, det hele ser sort og uoverskueligt ud, men man skal kæmpe for det, hvis det ikke føles rigtigt.”
Vi hjælper også dig
Sagen viser, hvor store konsekvenser en bortvisning kan få – og hvor vigtigt det er at få juridisk hjælp.
En fejl på arbejdet berettiger ikke automatisk en bortvisning. Der skal være tale om grov misligholdelse, og arbejdsgiveren skal kunne dokumentere både hændelsesforløb og proportionalitet i sanktionen.
Er du i tvivl om dine rettigheder, eller står du i en lignende situation, er vi klar til at hjælpe dig.
Har du spørgsmål om opsigelse, kan du kontakte os på tlf. 7610 9304.
Læs også om, hvordan fagforeningen kan hjælpe dig.