Folketinget har med en lovændring vedtaget, at det fra den 1. juli 2025 skal udløse højere bødestraffe for 2 tilfælde af overtrædelser af Arbejdsmiljøloven.
15. august 2025
De skrappere sanktioner består bl.a. af en forhøjelse af grundbøden for materielle overtrædelser, hvor der som udgangspunkt skal betales en bøde på 36.900 kr.
I de tilfælde, at overtrædelsen har en sådan grovhed, at der er fare for skade på liv eller helbred, eller den mulige skadevirkning generelt er større end ved almindelige materielle overtrædelser, opererer Arbejdstilsynet nu med en grundbøde på 66.900 kr.
Der kan fx være tale om nedbrydningsarbejde uden rette sikkerhedsudstyr, udgravningsarbejde uden tilstrækkelig sikring mod jordsammenstyrtning og arbejde, hvor der er eksplosionsfare, kvælningsfare, forgiftningsfare eller fare for ætsning.
”Grundbøden” forhøjes med et tillæg på 2 x grundbødebeløbet, hvis overtrædelsen har medført en ulykke med alvorlig personskade eller døden til følge. Begrebet »alvorlig personskade« kan fx omfatte amputationer, knoglebrud, sårskader eller ætsninger på store dele af kroppen og forgiftninger.
Skærpende omstændigheder
Herefter kan bøden forhøjes yderligere, hvis der er skærpende omstændigheder ved overtrædelsen. Skærpende omstændigheder er:
- At der er sket skade på liv eller helbred eller opstået fare for det.
- At der tidligere er givet påbud om samme eller lignende forhold.
- At der ved overtrædelsen er opnået eller søgt opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre.
- At overtrædelsen er begået forsætligt eller groft uagtsomt.
Bøden forhøjes normalt med 10.000 kr. for hver skærpende omstændighed.
Særligt skærpende omstændigheder
Bøden kan også forhøjes, hvis der er særligt skærpende omstændigheder forbundet med overtrædelsen. Særligt skærpende omstændigheder er:
- At unge under 18 år er kommet til skade eller har været i fare for at komme til skade ved overtrædelsen.
- At flere personer er kommet til skade eller har været i fare for at komme til skade ved overtrædelsen.
- At du som arbejdsgiver inden for 4 år tidligere er blevet straffet en eller flere gange for en grov overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen (gentagelse).
Bøden forhøjes normalt med 20.000 kr. for hver særligt skærpende omstændighed. Ved gentagelse stiger bøden til 30.000 kr. plus tillæg på 20.000 kr. pr. gang, man tidligere er straffet.
Bøden afhænger af virksomhedens størrelse
Desuden er udmålingen af bøden også differentieret efter virksomhedens størrelse.
- 0-9 ansatte: Der sker ingen forhøjelse af den samlede bøde.
- 10-34 ansatte: Den samlede bøde forhøjes med 50 %.
- 35-99 ansatte: Den samlede bøde forhøjes med 75 %.
- 100 eller flere ansatte: Den samlede bøde forhøjes med 100 %.