Hvis alle danske arbejdspladser indfører såkaldte småøvelser i arbejdstiden, kan vi potentielt forebygge 13 % af det lange sygefravær i Danmark, dvs. fravær i over 30 dage. Sådan lyder konklusionen på et nyt studie fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.
2. juni 2025
Det kan ellers være en rigtig god investering for danske arbejdspladser, men det er dog kun hver fjerde af de ca. 70.000, som har deltaget i undersøgelsen, som udfører småøvelser i løbet af arbejdsdagen.
Betegnelsen småøvelser bruges om korte træningspas, som fx kan være 10 min. elastikøvelser eller øvelser med kropsvægt, hvor musklerne i nakke, skuldre og ryg styrkes. Fælles for øvelserne er, at der ikke er behov for fitnessfaciliteter, omklædning eller efterfølgende bad.
Selv 2 minutter kan gøre en forskel
Professor på NFA, Lars L. Andersen, har forsket i småøvelser i 20 år, og hans forskning viser bl.a., at selv 2 minutters elastiktræning kan gøre en mærkbar forskel på smerter hos kontoransatte. Han er glad for udbredelsen af motionsaktiviteter, og at forskningen kommer ud og lever på arbejdspladserne, og han håber naturligvis, at endnu flere kommer med på vognen.
”For at det skal lykkes i praksis på længere sigt, handler det meget om at fremme en kultur med gode vaner. For eksempel at man bruger 10 min. på småøvelser lige inden frokosten, eller når der er brug for en kort pause om eftermiddagen. Arbejdspladserne kan potentielt set vinde rigtig meget med en lille indsats. Det er win-win,” siger Lars L. Andersen.
Færre øvelser til dem med kort uddannelse
Der er dog en skævhed i, hvilke arbejdspladser der indfører sundhedsfremmende tiltag:
”Småøvelserne har en positiv effekt uafhængig af, om du er ung eller ældre, mand eller kvinde, eller om du har en kort eller lang uddannelse. Men der er et men. Vi kan se i vores undersøgelse, at færre danskere med korte uddannelser får øvelserne tilbudt i arbejdstiden.
Det skyldes nok, at øvelserne er lettere at implementere, hvis du har et stillesiddende kontorarbejde,” siger Lars L. Andersen.
Læs mere her.