Øget sikkerhed ved godstransport

Transportbranchen er en af de sektorer på arbejdsmarkedet, hvor de ansatte har størst risiko for at komme til skade.

2. juni 2025

Faktisk registreres der hvert år 1200 arbejdsulykker i forbindelse med godstransport. Det svarer til, at der dagligt er 3 chauffører, der i gennemsnit kommer til skade, mens de udfører deres arbejde.

Derfor har Arbejdstilsynet iværksat et forløb med bl.a. opsøgende møder for at få øget sikkerhed på dagsordenen. Transportbranchen er dog lidt speciel, for chaufførerne arbejder oftest på egen hånd og befinder sig under af- og pålæsning mange kilometer fra deres arbejdsplads og sikkerhedsledelsen.

Mange gevinster

”Der er mange gevinster ved at styrke sikkerhedskulturen. Det gælder ikke kun færre ulykker og mindre sygefravær blandt dine chauffører. En god sikkerhedskultur giver også tilfredse kunder og en bedre bundlinje, fordi godset eller varerne kommer sikkert frem.

Arbejdspladsen har også ofte nemmere ved at rekruttere nye medarbejdere, og de medarbejdere, der er, har lyst til at blive i virksomheden i længere tid, når der et godt arbejdsmiljø,” siger Lars Uldall Beck, der er souschef i Arbejdstilsynet.

Inspiration og konkrete værktøjer

”Formålet med forløbene er, at virksomheder kommer hjem med inspiration og værktøjer til, hvordan de kan arbejde med et eller flere konkrete sikkerhedstiltag, som er aktuelt for netop deres arbejde. Virksomhederne får også mulighed for at inspirere hinanden til de gode løsninger.

Derudover vil Arbejdstilsynet i 2025 besøge en række udvalgte rastepladser, transportcentre, indkøbscentre, gågader og andre steder, hvor chaufførerne læsser af og på. Her vil de bl.a. snakke med chauffører om, hvad de kan gøre, hvis arbejdsopgaven eller forholdene ikke er sikre.