Kom godt tilbage efter din sygemelding

Har du været syg i lang tid, kan din læge hjælpe med at vurdere, hvordan du bedst kommer tilbage på arbejde, og om du har behov for en delvis opstart. Den gode dialog med din arbejdsgiver er afgørende for, at du kommer godt tilbage.

Lægens vurdering

Du kan selvfølgelig selv mærke, hvornår du er frisk nok til at starte på arbejde efter en sygemelding, men bliver der tvivl om din arbejdsevne, er det en fordel at have din læges vurdering.

Derfor er det en god ide at afklare med din læge, hvornår og hvordan du kan vende tilbage på arbejde. 

Din læge kan vurdere:

  • Hvornår du kan starte op igen.
  • Hvor mange timer du kan arbejde ad gangen.
  • Hvilke arbejdsopgaver du kan klare.
  • Hvor lang tid du regner med at skulle være delvist sygemeldt. 

Aftale med din arbejdsgiver

Når du har din læges vurdering af din opstart, er du klar til at tage en snak med din arbejdsgiver og få aftalt en plan for din delvise opstart ud fra din læges anbefalinger.

Det kan være svært at komme ind ad døren ”den første dag”, og derfor kan det også være en fordel at tale om, hvorvidt det er relevant at informere evt. kolleger, og hvad der i givet fald skal meldes ud.

Det er vigtigt, at I følger op på planen undervejs, så den hele tiden tilpasses dit helbred og dine behov. Aftal derfor gerne, hvornår I følger op på planen igen. 

Det er en god ide at lave en skriftlig aftale, så der ikke opstår tvivl om, hvad I aftaler. Din arbejdsgiver kan også ønske, at I laver en mulighedserklæring, hvor I sammen beskriver, hvad dit helbred tillader i forhold til dit arbejde, hvilket dog skal godkendes af din læge bagefter.

Læs mere om mulighedserklæring og sygesamtaler.

Hvad arbejdsgiver må spørge om

Din arbejdsgiver må ikke spørge dig direkte om, hvad du fejler, men du er forpligtet til at oplyse, hvilke arbejdsopgaver du kan klare, og hvornår du forventer at være klar til at komme tilbage.

Selvom du Ikke er forpligtet til at oplyse, hvad du fejler, så kan det i nogle tilfælde være noget, du skal overveje at oplyse alligevel. Er du fx sygemeldt pga. forhold på din arbejdsplads, kan din arbejdsgiver kun handle på det, hvis de eller arbejdsmiljørepræsentanten ved besked.

Har du en langvarig funktionsnedsættelse, der medfører et skånebehov, kan du være særlig beskyttet mod forskelsbehandling pga. dit ”handicap”, men kun hvis du har oplyst din arbejdsgiver om det.

Læs mere om beskyttelse efter forskelsbehandlingsloven.

Guide og værktøjer

Arbejdstilsynet har lavet en guide til dig, din leder og kolleger om, hvordan I hver især kan hjælpe med at ”Komme godt tilbage”.

Mere hjælp

Hvis du har brug for mere vejledning eller juridisk rådgivning i forhold til din sygemelding og dit ansættelsesforhold, er vi klar til at hjælpe dig på Faglig hotline.