Hver 5. oplever seksuel chikane
Hver femte danske lønmodtager (22,2 %) har oplevet mindst én hændelse af uønsket seksuel opmærksomhed og chikane inden for et år.
Det vurderer Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse blandt danske lønmodtagere i alderen 15-69 år, der har haft beskæftigelse i mere end 34 timer om måneden.
Blandt ovennævnte gruppe på 22,2 % rapporterer 15,9% af svarpersonerne, at de har været udsat for mindst én hændelse af kønskrænkende adfærd, mens 15,6 % rapporterer om mindst en hændelse af uønsket seksuel opmærksomhed.
Endelig svarer 2,8 %, at de har været udsat for mindst en hændelse af tvang og bestikkelse.
Overblik over omfang
Rapporten, der blev offentliggjort i sommeren 2022, er kommet i stand på foranledning af Folketinget, der med en finanslovsbevilling i 2021 ønskede at få et mere konkret overblik over omfanget af uønsket seksuel opmærksomhed og krænkelser på det danske arbejdsmarked.
De øvrige hovedresultater af undersøgelsen er:
- De hyppigst forekommende hændelser er, at der bliver talt nedsættende om kvinder/mænd (14,2 %.) og seksuelle kommentarer om krop, livsstil og tøj (7,5 %).
- Der rapporteres oftest om en intern udøver af hændelserne. Samlet set rapporterer 67 % af de personer, som har oplevet mindst én hændelse, at der var en intern udøver, mens 30 % rapporterer en ekstern udøver.
- Forekomst af uønsket seksuel opmærksomhed er relateret til alder – med en faldende forekomst med en stigende alder.
- Flere kvinder end mænd har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed.
- Der er ofte tale om gentagne hændelser.
Udgivet 24. oktober 2022