Hvad gør jeg, når jeg er gravid og ikke kan få forlænget min kontrakt?

Gravid kvinde ved computerskærm.

Vælger din arbejdsgiver ikke at forlænge din ansættelse, fordi du er gravid, kan du måske få en skattefri godtgørelse.

Hvis din arbejdsgiver vælger ikke at forlænge en tidsbegrænset ansættelse, er der ikke tale om en opsigelse. 

En tidsbegrænset ansættelse er jo netop karakteriseret ved, at det fra starten er aftalt, at ansættelsen skal ophøre igen. 

Der er i stedet tale om manglende ansættelse. Dette er reguleret i ligebehandlingslovens § 2, som sikrer ligebehandling ved ansættelse. 

Ved manglende ansættelse gælder reglen om delt bevisbyrde. Det betyder, at du først skal sandsynliggøre, at din graviditet er årsagen til, at din arbejdsgiver undlader at forlænge din kontrakt. Kan du det, skal din arbejdsgiver så bevise, at det ikke er tilfældet. 

Kan din arbejdsgiver ikke bevise, at der er andre årsager til den manglende forlængelse, kan du få en godtgørelse efter ligebehandlingslovens § 14 - som udgangspunkt på 25.000 kr. 

Godtgørelsen vil i dette tilfælde være skattefri.