Tjek din løn med en lønstatistik
En lønstatistik giver dig et billede af den gennemsnitlige løn for en faggruppe og et geografisk område. Det giver dig et fingerpeg om lønniveauet inden for dit arbejdsområde, som du kan sammenligne med din egen løn.
Hvad viser lønstatistikken?
En lønstatistik er baseret på et gennemsnit af, hvad andre tjener i den stillingskategori.
Lønstatistikken viser en gennemsnitsløn, som er baseret på arbejdsmarkedspligtig A-indkomst inden for dit arbejdsområde og indeholder alle lønandele som fx pension, bonus, fritvalgsordning mv. Værdien af personalegoder fx fri bil eller telefon er også medregnet, men ikke ATP og overtid.
Alle tal i lønstatistikken er brutto, dvs. før skat, så du kan få et billede af din lønsum, før skat tager sin andel.
Før du sammenligner din løn med tallet i lønstatistikken, skal du huske at medregne dine egne personalegoder og lægge tallet oven i din bruttoløn.
Det kan du bruge en lønstatistik til
Lønstatistikken kan du bruge til flere formål:
- Få et overblik over lønniveauet og tjek, om din løn er konkurrencedygtig.
- Forhandle løn: Når du skal forhandle løn, kan lønstatistikken give dig et godt udgangspunkt for at argumentere for en lønforhøjelse eller for at sætte realistiske mål.
- Se forventet lønudvikling, hvilket fremgår til sidst, når du beder om resultatet.
Kort sagt er en lønstatistik et nyttigt redskab til at forstå, hvordan lønnen i dit fagområde ligger.
Offentligt ansat
Er du ansat i en kommune, region eller i staten, skal du som regel sende en lønindstilling, når der er midler til at forhandle om tillæg til din løn. Du har ret til at sende en lønindstilling og krav på at få forhandlet om den.
Vi kan på basis af din personlige situation rådgive dig om din løn og dine muligheder for lønstigning som offentligt ansat
Læs mere om, hvordan du får mere i løn
Forberedelse og gode argumenter er afgørende for at få mere i løn, uanset om du er privat eller offentligt ansat.