Hvad er prøvetid?

Kvinde giver håndtryk til mand.

I starten af et nyt job er der normalt en periode, hvor der er et meget kort eller slet ikke noget opsigelsesvarsel. Den periode bliver kaldt for prøvetid.

Der er kun prøvetid, hvis det er aftalt.

Øvre grænse

Det fremgår af Ansættelsesbevisloven, at prøvetiden ikke kan overstige 6 måneder. 

Er du tidsbegrænset ansat, funktionær eller begge dele, gælder der andre regler for længden af din prøvetid. Der gælder også andre regler for elever efter erhvervsuddannelsesloven. 

Tidsbegrænset ansat

Er du tidsbegrænset ansat, kan din prøvetid ikke overstige en fjerdedel af din ansættelsestid og max. op til 6 måneder.

Det gælder også, selvom du er funktionærlignende ansat, men har du derimod arbejde omfattet af funktionærlovens § 1, så gælder funktionærlovens regler om prøvetid i din tidsbegrænset stilling.

Forlænges din kontrakt, er der ikke prøvetid igen. 

Funktionær

Er du ansat som funktionær, er det muligt at aftale en prøvetid på 3 måneder. I denne periode kan din arbejdsgiver opsige dig med et opsigelsesvarsel på 14 kalenderdage, som skal ligge indenfor de 3 måneders prøvetid.

Vil du selv sige op, kan du gøre det med dags varsel, medmindre I har aftalt, at du også skal give et varsel på 14 kalenderdage, som også skal ligge indenfor prøveperioden.

Elev

Er du elev eller lærling efter erhvervsuddannelsesloven er prøvetiden på 3 måneder. Eventuelt skoleophold regnes dog ikke med i de 3 måneders prøvetid, men forlænger prøvetiden med antallet af skoledage. 

Der er ikke noget opsigelsesvarsel i prøvetiden. Det gælder, uanset om det er dig eller din arbejdsgiver, der ønsker at opsige uddannelsesaftalen. Men når prøvetiden er udløbet, kan ingen af jer opsige uddannelsesaftalen. Derfor er det vigtigt, at du bruger prøvetiden til at finde ud af, om du og arbejdspladsen passer sammen. 

Prøvetid skal oplyses

Du har krav på at få oplyst, hvilke vilkår der gælder for din prøveperiode, som ikke kan være længere end reglerne i ansættelsesbevisloven.