Løn i fleksjob
Er du startet i fleksjob efter den 1. januar 2013, vil du have ret til både løn fra arbejdsgiver og fleksløntilskud fra kommunen.
Størrelsen på din løn vil bl.a. afhænge af, om din arbejdsgiver har tegnet overenskomst, og hvor effektiv du er.
På denne side
Hvad har du ret til i løn?
Din arbejdsgiver betaler løn til dig for den arbejdsindsats, du reelt yder.
Kommunen vurderer din arbejdsevne i forbindelse med ansættelsen. De vurderer bl.a. hvor mange timer du kan arbejde, og hvor effektiv du kan være.
Hvis du er 50 % effektiv, skal du være på din arbejdsplads i fx 20 timer, men du vil kun få løn for 10 timer.
Ny vurdering af din arbejdsevne
Når du er ansat, kan du og din arbejdsgiver ændre på kommunens vurdering af din arbejdsevne. Hvis I er enige om ændringen, behøver I ikke involvere kommunen.
I kan ved enighed også bede kommunen lave en ny vurdering af din arbejdsevne.
Hvis din arbejdsplads har tegnet overenskomst
Din løn og arbejdsvilkår fastsættes efter overenskomsten. Du skal også være dækket af fx lokalaftaler, sociale kapitler m.m.
Den eneste mulighed for at fravige overenskomsten er, hvis kommunen fx vurderer, at din arbejdseffektivitet er 50 %, og du derfor kun skal have løn for din reelle arbejdsindsats.
Hvis din arbejdsplads ikke har tegnet overenskomst
Arbejder du på et område, som ikke er overenskomstdækket, fastsættes løn og arbejdsvilkår efter aftale mellem dig og din arbejdsgiver.
Hvis der er en sammenlignelig overenskomst, skal I tage udgangspunkt i denne.
Det er vores vurdering, at din arbejdsgiver kun kan fravige en sammenlignelig overenskomst, hvis det fremgår af kontrakten, hvilken overenskomst, der er sammenlignelig og på hvilke punkter overenskomsten fraviges.
Men også i den situation mener vi, at der er grænser for, hvor meget en sammenlignelig overenskomst kan fraviges, og at din betaling stadig skal afspejle overenskomstlønnen samt overenskomstens øvrige lønandele som fx pension, tillæg osv.
Kontakt derfor Faglig hotline, hvis du og din arbejdsgiver bliver uenige om, hvilke lønandele du har krav på.
Mulighed for at klage
Dette er et område, hvor der afhængigt af problemstillingen er forskellige muligheder for at klage. Hvis du er utilfreds med eller har spørgsmål til din egen situation, bedes du kontakte os.