Nu blev vi endelig meldt ind i Det Faglige Hus

4. august 2025

Det er 3 år siden, at Tanja Holm Mohammadi og ægtefællen vendte hjem fra Spanien. Parret har flere gange talt om, at de skulle meldes ind i fagforening og a-kasse. Og nu skulle det altså være, fortæller Tanja, der blev medlem nummer 240.000 i Det Faglige Hus.

Foto: Tanja Holm Mohammadi og landsformand i Det Faglige Hus Johnny Nim.

Det gode vejr savner hun stadig en gang imellem, men ellers har Tanja Holm Mohammadi (48 år) ikke fortrudt, at hun og ægtefællen for 3 år siden lagde Marbella i Spanien bag sig og flyttede hjem til Esbjerg.

”Vi flyttede i sin tid til Spanien for at bo tæt på min mor, der har boet dernede i 17 år. Det fungerede også fint for os, men efter 6 år ville vores børn gerne tilbage til Esbjerg og tage en uddannelse, så vi rejste alle tilbage til Danmark,” fortæller Tanja.

Hun er uddannet diætist og arbejdede som sådan, mens familien boede i Marbella. I dag freelancer hun som diætist ved siden af deltidsjobbet som bogholder i sønnens virksomhed, Dansk Tagservice, der har nok at bestille med opgaver primært på Sjælland. 

Som bogholder står Tanja for fakturering, lønbogholderi for de 5 ansatte, momsindberetning og udarbejdelse af årsregnskab.

Fejret som medlem nr. 240.000

Tanja tog forleden et afbræk fra jobbet og var på besøg i Det Faglige Hus. Her stod landsformand Johnny Nim klar med blomster og gavekort for at ønske hende velkommen som medlem nummer 240.000.

”Vi har siden vi kom hjem fra Spanien flere gange talt om, at vi skulle meldes ind i fagforening og a-kasse, men det er blevet ved snakken.

De fleste forældre kender vist godt situationen, at vi nok skal sørge for, at vores børn har den slags i orden, men det kniber mere, når det er os selv,” ler Tanja, der også har en datter, der er under uddannelse som ejendomsmægler og bl.a. har et praktikophold hos en dansk mægler i Marbella.

Det spanske arbejdsmarked er helt anderledes

”Vi var aldrig i tvivl om, hvilken fagforening og a-kasse vi skulle vælge. Og det handlede faktisk ikke om jeres lave priser, men fordi jeg godt kan lide dét, som I står for.

I er kendt for at behandle jeres medlemmer som mennesker og ikke bare et medlemsnummer, og så er det rigtig fint, at I støtter op om det lokale, både med sponsorater og arbejdspladser,” siger Tanja, der er glad for at være hjemme i Danmark:

”I Spanien var jeg heldigvis ansat på danske vilkår, for det danske arbejdsmarked er helt anderledes end det spanske. Spanierne arbejder væsentlig flere timer og uden pauser. Der er nul pensionsopsparing, dårlige lønninger og ingen goder i det hele taget. Men vi savner ind imellem det gode vejr i Spanien, må jeg indrømme,” siger Tanja Holm Mohammadi.