Historien om Det Faglige Hus
Det Faglige Hus er et paraplybrand for en række fagforeninger, a-kasse og forening for selvstændige.
På denne side
Som medlem af vores organisationer er du sikker på, at dit kontingent ikke bliver brugt til at støtte politiske partier og lignende. Vi mener, at politik er en privat sag, som det er op til det enkelte medlem at forholde sig til uden indblanding fra andre.
Idéen er og har altid været, at det skal være muligt for lønmodtagerne og selvstændige at få både en faglig og a-kassemæssig dækning uden, at det skal koste en formue.
Se video: Historien om Det Faglige Hus.
Det Faglige Hus i dag
Det Faglige Hus rummer i dag 4 faglige organisationer og en a-kasse. FK/TS, Fagforeningen Danmark, 2B - Bedst og Billigst samt Foreningen Danske Selvstændige. Herudover er Det Faglige Hus - A-kasse også at finde i Det Faglige Hus.
Det startede i 1988 med funktionærer
Startskuddet til det vi i dag kalder Det Faglige Hus lød i 1988, hvor TeknikerSammenslutningen blev etableret. Det var en fagforening for tekniske funktionærer. Der viste sig hurtigt et behov for at optage en bredere medlemsskare, hvorfor navnet blev ændret til FunktionærKartellet/TeknikerSammenslutningen (FK/TS). Navneændringen muliggjorde, at alle funktionærer kunne optages som medlemmer.
I 1998 blev Det Faglige Hus for alle
Der skulle gå ti år med konstant medlemsfremgang før end Fagforeningen Danmark så dagens lys. I denne fagforening kunne alle lønmodtagere, der ikke var funktionærer optages som medlemmer. Denne fagforening havde også stor succes og tiltrak mange nye medlemmer.
I 2002 kom a-kassen til
Rigtig stærkt begyndte det dog for alvor først at gå, da Det Faglige Hus - A-kasse (tidligere Danske Lønmodtageres A-kasse) blev født i 2002.
Sidste skud på stammen er den nye fagforening 2B - Bedst og Billigst, der så dagens lys den 1. januar 2006. Grunden til at endnu en tværfaglig fagforening etableres, er ønsket om at tilbyde en ren faglig ydelse uden ulykkesforsikring og med nogle enkle krav til medlemmerne, som medvirker til at forenkle administrationen, og derved åbne op for muligheden for at nedsætte det i forvejen lave kontingent yderligere.
I marts måned 2011 besluttede vi at ændre navn fra Danske Lønmodtageres A-kasse til Det Faglige Hus - A-kasse. Vi foretog navneændringen, fordi vi i højere grad ønsker, at a-kassen forbindes med vores overordnede brand - Det Faglige Hus.
Afdelinger og medarbejdere
I takt med at medlemstallet er steget, er antallet af afdelinger og medarbejdere også vokset. Vi har nu kontorer 9 steder i landet. Hovedkontoret finder man i Esbjerg. De 8 underafdelinger er placeret i henholdsvis Kolding, Aarhus, Herning, Aalborg, Odense, Ringsted, København og Hillerød. Medarbejderstaben tæller nu mere end 400, så Det Faglige Hus er nu repræsenteret af mange specialister - herunder bl.a. advokater, jurister, socialrådgivere og erfarne sagsbehandlere.
Nyt hovedkontor
I 2012 tog Det Faglige Hus første spadestik til vores nye hovedkontor ved motorvejen og lufthaven i Esbjerg. I august 2013 blev det nye hovedkontor på 8.300 m2 taget i brug af de 180 medarbejdere, der før var spredt på fire kontorer forskellige steder i Esbjerg. Nu bliver det meget nemmere for medarbejderne at samarbejde på tværs af afdelingerne og forenkle forretningsgangene og helt sikkert gavne vores medlemsservice.
Overenskomst med Arbejdsgiverforeningen KA
Vi indgik en 2-årig overenskomst med KA i foråret 2017. Den gjaldt for 900 virksomheder og ca. 25.000 ansatte inden for forskellige fagområder. Overenkomsten blev fornyet i 2019 og igen i 2022, men ophørte i 2025.
Forsikring med fordele – kun for medlemmer
I 2020 blev Det Faglige Hus Forsikring etableret og er ejet af Forsia Forsikring (tidligere Sønderjysk Forsikring) og Det Faglige Hus. Det fælles ejerskab betyder, at du som medlem i Det Faglige Hus kan føle dig tryg ved, at forsikringsløsningerne er kvalitetstjekket og til fornuftige priser. Samtidig giver det en endnu bredere forsikringspalette med fleksible forsikringsløsninger.
Hos Det Faglige Hus Forsikring har vi en ambition om, at medlemmer skal have præcis den forsikringsløsning, der passer til deres behov. Derfor kan du altid få en personlig gennemgang. Vores forsikringsløsninger er ofte lidt bedre end standard – og som udgangspunkt kan du vælge til og fra og skræddersy din egen løsning. Det giver både fleksibilitet og forsikring med fordele.
Mål og visioner
Det Faglige Hus er Danmarks største fagforening med a-kasse for alle. Det er vores vision at fastholde denne position i fremtiden. Vores mål er at runde 275.000 tilfredse medlemmer i 2029.