13 mio. kr. skal hjælpe tidligere Novo Nordisk-medarbejdere hurtigt tilbage i job

Person holder kasse med ejendele.

Har du været ansat i Novo Nordisk, og blev du opsagt sidste år, kan du se frem til ekstra hjælp på vej tilbage i job. Beskæftigelsesministeriet har nemlig bevilget 13,3 mio. kroner fra den såkaldte varslingspulje til en målrettet indsats i 6 berørte kommuner.

Nyhed: 6. februar 2026


Omkring 1.400 medarbejdere er omfattet af initiativet. Det skal give adgang til opkvalificering, vejledning og ekstra støtte i jobsøgningen.

Det gælder 6 kommuner: Gladsaxe, Ballerup, Hillerød, Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Kalundborg. Ifølge beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek er situationen særlig, fordi mange mister jobbet på samme tid. Derfor skal kommunerne kunne skrue op for indsatsen lokalt og hjælpe de opsagte videre hurtigt.

Den konkrete indsats vil bl.a. bestå af opkvalificeringsforløb, målrettet jobmatch og jobmesser. Her kan de tidligere Novo Nordisk-medarbejdere møde nye arbejdsgivere.

Formålet med varslingspuljen er netop at sikre hurtig og målrettet hjælp, når mange bliver afskediget på én gang. Målet er, at så få som muligt ender i langvarig ledighed.