Nye regler om entreprenørstop – hvad betyder det for dig?

Personer iført sikkerhedsudstyr arbejder på stilads.

Fra den 1. april 2026 ændres reglerne for, hvornår byggepladser kan blive udtaget til intensiveret tilsyn af Arbejdstilsynet.

Nyhed: 10. marts 2026


Et intensiveret tilsyn kan føre til et påbud om entreprenørstop. Det betyder, at både entreprenøren og underentreprenørerne skal stoppe arbejdet på byggepladsen.

Arbejdet kan først genoptages, når Arbejdstilsynet har vurderet, at arbejdsmiljøforholdene er bragt i orden, og påbuddet er efterkommet.

Hvad gør du, hvis du bliver hjemsendt?

Hvis du bliver hjemsendt på grund af et entreprenørstop, er det vigtigt, at du kontakter os hurtigt. Vi kan vejlede dig om dine rettigheder og om betingelserne for at modtage dagpenge.

Du kan kun få dagpenge under hjemsendelsen, hvis der er direkte hjemmel i den  overenskomst, som dit ansættelsesforhold er omfattet af . Hvis dit ansættelsesforhold ikke er omfattet af en overenskomst, er det vigtigt, at der i din ansættelseskontrakt er henvist til en bestemt overenskomsts regler om hjemsendelse.

 Vigtigt at huske

  • Din arbejdsgiver har sjældent ubegrænset ret til at hjemsende dig.
  • Tjek altid om din arbejdsgiver har ret til at hjemsende dig og under hvilke betingelser.
  • Hvis du kender dine rettigheder, kan du undgå at stå i en situation, hvor du hverken har ret til løn eller dagpenge.

Du kan læse mere om intensiveret tilsyn og entreprenørstop på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Du kan sikre din ret til dagpenge allerede nu

Tip: Lad os allerede nu tjekke din overenskomst og kontrakt – det gør det nemmere at handle hurtigt, hvis entreprenørstop rammer din byggeplads.

Kontakt Faglig hotline eller skriv til os i MIT detfagligehus.