Dansk Metal står sædvanligvis fast på skarpe faggrænser. Men selv jurister, socialrådgivere og andre faggrupper skal være organiseret som smede for at være ansat i organisationen.
Foto: Advokat i Det Faglige Hus Morten Skov Tornbo
Der var ingen konkrete krav om medlemskab af Dansk Metal, da en 51-årig jurist i juni 2024 blev ansat som arbejdsskadekonsulent i netop Dansk Metal. Et halvt år senere blev hun fyret, da hun trods længere tids pres fortsat nægtede at skifte fra Det Faglige Hus, og det koster nu smedeforbundet en godtgørelse på knap 350.000 kr. Advokat i Det Faglige Hus Morten Skov Tornbo (foto) førte sagen.
Krav om medlemskab af Dansk Metal
”I stillingsopslaget forventede man blot, at ansøgerne havde ”et afklaret forhold til fagbevægelsen”, hvilket jeg sagtens kunne tiltræde. Jeg var jo medlem af en fagforening, Det Faglige Hus. Det var først, da jeg blev kaldt ind til min leder, at jeg blev klar over, at de kun anerkender fagforeninger under FH og ikke en ”gul” fagforening som Det Faglige Hus.”
”Jeg var glad for mit arbejde og mine kolleger og blev derfor både overrasket og ked af det, da jeg under den samtale blev mødt af kravet om et medlemskab af Dansk Metal. Jeg fik en frist på få dage til at melde mig ind, ellers skulle jeg forvente at blive opsagt,” fortæller den nu tidligere Metal-medarbejder.
Hun var som sagt meget påvirket af samtalen og sendte i de efterfølgende dage flere mails til den pågældende leder for at sikre sig, at hun havde forstået samtalen korrekt. Da hun efter 5 dage fortsat ikke var blevet medlem af Dansk Metal, blev hun fyret på grund af samarbejdsvanskeligheder.
Godtgørelse svarende til 6 måneders løn
I juristens fagforening, Det Faglige Hus, var man ikke tvivl om den reelle årsag til fyringen og kontaktede Dansk Metal. Da dette ikke førte til noget, rejste advokat Morten Skov Tornbo et krav om godtgørelse svarende til 6 måneders løn, ligesom han varslede en evt. stævning mod Dansk Metal.
Så langt nåede sagen ikke, for Dansk Metal betalte uden videre de 348.466,40 kr. Herfra skal der trækkes skat, men den 51-årige jurist er tilfreds med sin godtgørelse. Hun havde dog hellere set, at sagen var endt ved domstolene, så der kom fuldt fokus på Dansk Metals fremfærd.
”Når Dansk Metal uden videre indvilliger i at betale det krav, som vi har fremsat, er det vel en erkendelse af, at jeg har været udsat for en usaglig opsigelse,” siger kvinden.
Landsformand Johnny Nim undrer sig
Dansk Metal har efterfølgende ændret i stillingsopslag, så det nu klart fremgår, at alle ansatte skal organiseres i smedeforbundet. Og det vækker forundring hos landsformand Johnny Nim i Det Faglige Hus.
”Dansk Metal går om nogen op i skarpt adskilte faggrænser, og det fremgår klart af forbundets love, at et medlem skal overflyttes til et andet forbund eller udmeldes, hvis vedkommende ansættes i en fast stilling inden for et andet fag. Det gælder så åbenbart ikke hverken jurister, socialrådgivere eller kontorassistenter, som kommer på Metals egen lønningsliste,” siger Johnny Nim.