Hvordan siger jeg mit job op?
Vil du selv sige dit job op? Ved du ikke hvordan? Vi forklarer, hvad du bør huske at få med i opsigelsen til din arbejdsgiver.
På denne side
Skriftlig opsigelse
Vi anbefaler, at du siger op skriftligt, hvilket kan være et egentligt krav fx i funktionærloven og i nogle overenskomster. En skriftlig opsigelse beviser, at du har sagt dit job op, og hvornår det skete.
I opsigelsen skriver du:
- den dato, du afleverer opsigelsen.
- at du ønsker at sige op.
- den dato, der bliver din sidste arbejdsdag.
Husk at overholde dit opsigelsesvarsel.
Du skal også skrive under på opsigelsen.
Lav 2 kopier. Den ene tager du med hjem, når din arbejdsgiver har skrevet under på at have modtaget den. Den anden beholder din arbejdsgiver.
Du har ikke pligt til at oplyse, hvorfor du siger op. Det vælger du selv, om du vil oplyse.
Opsige job på e-mail eller sms
Hvis du siger dit job op i en e-mail, skal du sikre dig, at e-mailen kommer frem til din arbejdsgiver.
Som udgangspunkt kan du også sige op i en sms, medmindre din arbejdsgiver ikke anerkender sms som kommunikationsform. Det kan fremgå af din kontrakt, en personalepolitik og evt. overenskomst.
Se video om, hvordan du opsiger dit arbejde.
Opsige job under ferie eller sygdom
Du må som hovedregel gerne sige op, selvom du er sygemeldt eller holder ferie, medmindre andet er aftalt.
Det skal fremgå af din kontrakt eller en eventuel gældende overenskomst, hvis der gælder særlige regler for opsigelse under ferie eller sygdom for dig.
Opsige job under barsel
Ønsker du at sige op under din barselsorlov, skal du overholde dit almindelige opsigelsesvarsel.
Siger du op i den periode, hvor du modtager løn under barsel, så stopper din løn selvfølgelig, når du fratræder.
Som udgangspunkt kan din barselsorlov fortsætte med barselsdagpenge, når du fratræder. Men der er dog nogle undtagelser. Hvis du fx siger op under delvis orlov og bliver ledig, så har du ikke længere ret til delvis orlov. Du skal i stedet overgå til fuld orlov, og det skal ske i umiddelbar forlængelse af din fratræden. Dvs. at der ikke må være et slip imellem din fratræden og overgangen til fuld orlov, ellers kan du risikere at miste dine barselsdagpenge.
Siger du op under delvis orlov for at tiltræde et nyt job, kan du også kun fortsætte med delvis orlov, hvis din nye arbejdsgiver vil overtage aftalen om delvis orlov.
Hvis du siger op inden for de første 46 uger efter, du har født, og du har udskudt dele af din barselsorlov, som skal holdes, før dit barn bliver 9 år, er din ret til barselsdagpenge under den udskudte orlov bl.a. betinget af, at du har været i arbejde i de første 46 uger efter fødslen, svarende til den del af orloven, du har udskudt. Derfor skal du kontakte Udbetaling Danmark, hvis du siger op indenfor barnets første 46. uger og ikke har et nyt arbejde, men fx bliver ledig eller starter studie på SU mv.
Opsige job og dagpenge
Hvis du bliver ledig, fordi du selv siger dit arbejde op, så kan det have betydning for din ret til dagpenge bagefter pga. selvforskyldt ledighed, hvor du kan få en karantæne. Kontakt altid a-kassen og hør, hvordan du er stillet, hvis du overvejer at sige dit job op.
Har du en lønsikring, skal du kontakte forsikringsselskabet, så du kan få afklaret, om forsikringen dækker i det konkrete tilfælde, hvis du selv siger dit job op.