Rekordstort antal arbejdsulykker i 2022

Danmark satte i 2022 en ualmindelig kedelig rekord med 90.437 anmeldte arbejdsulykker til Arbejdstilsynet eller mere end dobbelt så mange, som vi har oplevet i årene frem til 2020.

25. april 2023

Den voldsomme stigning hænger dog sammen med, at der sidste år blev anmeldt 44.000 corona-relaterede arbejdsulykker som fx forgiftninger og infektioner, og det lover godt for, at vi fra i år vender tilbage til et mere ”normalt” niveau.

Ser vi bort fra corona-relaterede anmeldelser, har der sidste år også være flere anmeldelser end tidligere, og dette hænger ifølge Arbejdstilsynet sammen med stigningen i antallet af beskæftigede, der i 2022 var det højeste antal nogensinde.

Stigning inden for alle brancher

Stigningen i antallet af arbejdsulykker ses stort set inden for alle brancher, og det er specielt skader med et sygefravær på over en måned, der springer i øjnene, både for ”almindelige” arbejdsskader og corona-relaterede skader.

Antallet af dødsulykker er ligeledes steget i 2022, hvor der blev anmeldt 43 ulykker med dødelig udgang. Normalt ligger antallet af arbejdsulykker med dødelig udgang på gennemsnitligt 35 tilfælde om året.

Du kan læse hele Arbejdstilsynets rapport her.

Se også, hvem skal anmelde din arbejdsskade?