Barnets 1. og 2. sygedag som offentligt ansat
Som offentligt ansat kan du under visse betingelser have ret til både 1., 2. og 3. barnets sygedag.
Hvis dit barn bliver syg, kan du have ret til at få hel eller delvis fri med løn, så du kan passe dit syge barn på barnets 1., 2. og 3. sygedag.
Retten til løn på barnets 1., 2. og 3. sygedag kræver:
Barnet er under 18 år.
Barnet har ophold hos dig.
Fraværet er nødvendigt af hensyn til dit barn.
Det er foreneligt med forholdene på din arbejdsplads.
Bliver dit barn syg i løbet af din arbejdsdag, har du under de samme 4 betingelser også ret til at få fri med løn resten af den arbejdsdag.
Kan min arbejdsgiver nægte at give mig fri, når jeg har et sygt barn?
Din arbejdsgiver kan afvise at give dig fri, hvis han eller hun vurderer, at din barns alder og sygdommens karakter gør, at du ikke behøver at være hjemme.
Din arbejdsgiver kan også nægte at give dig fri, hvis ikke det er foreneligt med forholdene på arbejdspladsen.
Hvis du har mange barnets sygedage i løbet af året, kan din arbejdsgiver bede dig om at forsøge at have færre af disse dage. I yderste konsekvens kan arbejdsgiveren bestemme, at du ikke længere må holde barnets sygedage.
Din arbejdsgiver kan afvise at give dig barnets sygedage på en aften- eller nattevagt, fordi din arbejdsgiver må formode, at hvis ikke barnet var sygt, ville der være en anden pasningsmulighed.
Under alle omstændigheder har du kun ret til frihed, indtil du finder en løsning på pasning af dit barn.
Hvilken løn får jeg?
Du får din sædvanlige løn, dog ikke arbejdsbestemte og arbejdstidsbestemte tillæg.