Ansat på deltid

Cafemedarbejder ved kaffemaskine.

Deltidsloven skal fjerne hindringer for at blive ansat på deltid og forhindre, at deltidsansatte bliver stillet ringere end fuldtidsansatte. Loven beskytter dig også mod at blive forskelsbehandlet, fordi du er på deltid, eller fordi du afviser at gå op eller ned i tid.

På denne side

Hvornår gælder deltidsloven?

Er din arbejdstid lavere end den normale arbejdstid for en sammenlignelig fuldtidsansat, er du deltidsansat.

Beregningen af din arbejdstid kan ske på ugebasis eller som et gennemsnit over en ansættelsesperiode på op til et år.

En sammenlignelig fuldtidsansat er ansat i samme type virksomhed på samme type kontrakt og med den samme type arbejde. Forhold som anciennitet og kvalifikationer kan også indgå.

Er der ikke en sammenlignelig fuldtidsansat, og er der heller ikke en kollektiv overenskomst, der gælder direkte, bruger man den sædvanlige overenskomst på området. 

Yderligere 2 krav skal være opfyldt, før deltidsloven gælder:

  • Du skal være ansat direkte i den virksomhed, hvor du arbejder.

  • Du er ikke sikret de samme rettigheder i en kollektiv overenskomst. 

Hvad kan du bruge loven til?

Du skal have samme vilkår som en sammenlignelig fuldtidsansat.

Dog er det tilladt at reducere løn og goder mv. i forhold til din arbejdstid. 

Eksempel:
En fuldtidsansat, der arbejder 37 timer, har ret til 37 feriefritimer. Du har som deltidsansat på 20 timer, ret til 20 feriefritimer.

Din arbejdsgiver må også betinge ansættelsesvilkår af, at du opfylder krav til fx anciennitet, men kun hvis betingelserne er hensigtsmæssige og begrundet i objektive årsager.

Deltid og overtidsbetaling

I starten af 2026 fik vi dom i 2 voldgiftssager, som siger, at visse overenskomstbestemmelser på det private og det offentlige område er i strid med deltidsdirektivet, som beskytter deltidsansatte mod forskelsbehandling i forhold til fuldtidsansatte.

De 2 voldgifter giver deltidsansatte ret til samme overtidstillæg som deres kolleger ansat på fuldtid, selvom overarbejdet som deltidsansat ikke overstiger fuldtidsnormen, som typisk er på 37 timer.

Muligt at aftale deltid

En overenskomst må gerne stille krav om, at stillingsopslag skal ske på fuldtid eller som minimum et bestemt timetal. 

Men når du først er ansat, må overenskomsten ikke forhindre, at du og din arbejdsgiver aftaler, at du overgår til deltid, så længe du arbejder 15 timer eller mere. 

Forhindrer overenskomsten ikke aftaler om deltid, kan du og din arbejdsgiver frit aftale, hvad der skal gælde.

Beskyttet mod opsigelse

Er I ikke enige om, at du skal på deltid, kan det ikke lade sig gøre. 

Men du må ikke blive opsagt, fordi du har spurgt, om du kan komme på deltid. 

Din arbejdsgiver må heller ikke opsige dig, fordi du takker nej til at gå op eller ned i tid, medmindre din arbejdsgiver kan dokumentere, at det af driftsmæssige årsager er nødvendigt at ændre din arbejdstid. 

Godtgørelse

Bliver dine rettigheder krænket, eller bliver du opsagt i strid med deltidsloven, har du ret til en godtgørelse. 

Derfor skal du altid kontakte os, hvis du tror, at du bliver forskelsbehandlet på grund af din arbejdstid. 

Dagpenge, hvis færre timer

Kontakt altid din a-kasse, inden du bliver ansat på færre timer. Det er vigtigt, at du bliver vejledt om din ret til dagpenge herunder evt. risiko for karantæne, hvis du bliver ledig i din nye stilling på nedsat tid.

Det spørger andre om